historien om las vegas djurs

Historien om Danmarks svar på Las Vegas strækker sig næsten 120 år tilbage. 

Las Vegas Djurs, til forskel fra sin amerikanske navnesøster, ligger midt i et afsides naturområde på det nordlige Djursland. 

1900-tallet

Huset blev opført i starten af 1900-tallet som et folkeligt samlingssted for lokalbefolkningen, men har også fungeret som gymnastiksal for den lokale, nu lukkede skole.

Navnet “Las Vegas Djurs” har en fascinerende baggrund. Selvom huset har stærke forsamlingshus-traditioner, gemmer der sig også historier om skumle aktiviteter i fortiden.

Rygtet siger, at huset i sine brogede dage var hjemsted for poker og andre spil, hvor gårde, biler – og endda ægtefæller – skiftede ejermand.

Mogens Buus fortæller i videoen om udsmykningen af Las Vegas Djurs 

Således opstod det uofficielle navn inspireret af verdens største kasinoby.

I dag er Las Vegas Djurs langt fra en spillebule. Lokale ildsjæle og frivillige har forvandlet huset til et samlingssted for musik, mad og fællesskab.

Huset er i dag et aktivt medborgerhus, der tilbyder foredrag, workshops, undervisning og kulturelle arrangementer. 

Én gang om måneden mødes områdets beboere til fællesspisning, hvor menukortet tager gæsterne på en kulinarisk rejse verden rundt.

En musikalsk højborg på heden 
Gennem tiden har en række markante musikere gæstet Las Vegas Djurs’ scene, herunder Anders Koppel, Allan Olsen, Burning Red Ivanhoe, Pierre Dørge, Mussa Diallo og mange flere. Musikken bølger ud over Løvenholmskovens skovbund og områdets majestætiske krondyr, der også er blevet husets maskot og logo.

Velkommen til Danmarks grønneste, hyggeligste og mest stemningsfulde forsamlingshus – Las Vegas Djurs, Fjerupgårde Forsamlingshus.